Vi er i Fiskenes tegn, det sidste i zodiakken før det astrologiske nytår ved forårsjævndøgn den 20.3., hvor vi går ind i Vædderen – en ny begyndelse, forår, opstart, fremdrift.
Fiskene er et vandtegn styret af Neptun og står for sanselighed, udflydende strukturer, formløshed, enhed, sensitivitet, intuition, spiritualitet, opløsning.
Hvert år ved denne tid inspirerer tegnet os bl.a. til refleksion: at gå ind i os selv og sanse, hvad der er brug for inden forårets komme, hvor en ny, udfarende energi igen kommer frem.
I disse år udfordres vi dog: Neptun, der som sagt styrer tegnet, har siden 2011 bevæget sig igennem Fiskene og har helt sikkert været på hjemmebane hér.
Siden marts 2023 har Saturn imidlertid også været her og påvirker tegnet med en helt modsat energi: behovet for form og struktur, fokus på værdisætning, ansvarlighed, handling, koncentration – stik imod Neptun og Fiskene selv.
De næste par år vil disse modsatte energier blive stadigt mere intense, indtil de to planeter i 2026 mødes og derefter langsomt fjerner sig fra hinanden med det resultat, at vi formentlig har lært en masse om os selv og hinanden. Vi lærer igennem friktionen.
På de ydre planer ser vi de modsatrettede energier i udfoldelse: stemningen og bevægelserne i samfundet flakser frem og tilbage, fra side til side, der er ikke nogen særlig retning, vi svæver rundt. Noget opløses, andet starter op, der flyver kritik fra den ene side til den anden.
Medierne forsøger at lave historier, der kan underholde folket (og sælge aviser), men der er ingen rigtig substans. Det hele er flydende, uhåndgribeligt, ’fluffy’ og ikke kontrollerbart.
De styrende kræfter i verdenssamfundet forsøger at holde fast, men der er en vis opløsning, folk reagerer og leder efter et fast holdepunkt, troværdige ledere og alligevel ikke.
Det er rodet, det er svært at se rum og retning – det er Fiskenes tegn.
På søndag den 10.3.2024 er det ovenikøbet nymåne, hvor Solen og Månen står sammen lige imellem Neptun og Saturn i Fiskenes tegn og balancerer.
Nymånen er egentlig altid en ny begyndelse, hvor vi kan læne os ind i energierne, der leder os hen til fuldmånen et par uger senere.
Det kan vi også denne gang, men hvordan holder vi balancen imellem de to kombattanter – Neptun og Saturn....?
Alle de tre vandtegn – Krebsen, Skorpionen og Fiskene – lærer os om FRED.
De opmuntrer os på hver sin måde til at flytte blikket fra den ydre, urolige og ret barske verden til den indre i os selv.
Alle tre tegn er sensitive og reagerer kraftigt og meget forskelligt på omverdenens turbulens.
For ikke at blive alt for forslåede og endda måske gå til grunde, må de derfor i sagens natur finde strategier til at kunne navigere anderledes.
Fælles for dem er, at de ved at trække sig tilbage formår at falde til ro og restituere for senere og med en ny forståelse at gå ud i livet og gøre sig gældende.
En vigtig pointe i denne proces er at rumme og anerkende sig selv, sine egne behov, sin egen sårbarhed, sine styrkesider og ikke mindst, hvad man gerne vil bidrage med i verden, hvad man er drevet af.
Fiskene ved godt, at vi alle er her med en slags mission. Vi har faktisk betydning – hver eneste af os.
Fiskene ved godt, at løsningen på det, der føles så svært ude i livet, ligger i os selv.
Derfor.....
I en tid som nu med turbulens, modsatrettede energier, formløshed og uro, lad os lære af Fiskenes energi og bruge de strategier, der gives os hér:
- drage omsorg for os selv og sørge for at sove nok, spise/drikke gode ting, bevæge os osv.
- skabe rum for vores egne healing og de processer, der er nødvendige
- sende lys ud til alle, som har det svært og lider, og visualisere at ’det nytter’
Fiskenes kraftord siger: Jeg forlader Faderens Hus, og idet jeg vender tilbage, frelser jeg.
Jeg er en af pionererne i en ny tid – Vandbærerens Tid – hvor alt er i spil og fornyes lidt efter lidt.
Jeg er her i verden for at give mit bidrag – lille eller stort – alt har betydning.
Jeg forbereder vejen for de andre, der kommer efter.
Jeg gør det, så godt jeg kan – og det er nok.
Fiskenes tegn lærer os, at kontakten til vores indre er vigtig – måske meget vigtigere end vi tror.
Kun vi har nøglen til vores liv og vores færden. I os selv finder vi svarene.
Vi må turde at stille os selv de gode spørgsmål.
God Nymåne.