Det kan ske for os alle, at vi bliver ramt af forbigående sygdom, at en virus bider på os, eller at vi på anden måde sættes ud af spillet i kortere eller længere tid - UDEN at der egentlig er fare på færde, eller at det er alvorligt. Alligevel er det træls, en streg i regningen og ofte ubehageligt.
Faktisk er det således, at vi bliver syge, når der ikke er samklang imellem det, vi gør, og det vi inderst inde vil. Sagt på en anden måde - at der ikke er samklang imellem det indre og det ydre menneske, imellem vores virkelige Selv og vores ydre personlighed.
Når vi står helt bag os selv og virkelig har sat os noget for, går 'all in' i noget og er beslutsomme, kan vi tåle alverdens ting, og virus og forbipasserende bakterier kan slet ikke komme ind i vores energisystem. Hele vores system, alle sanser er jo optaget af det, vi har sat os for - vi er fokuserede.
Sygdom, feber, udmattelse og andet kommer, når vi mister fokus, når vores Indre Selv - JEG'et - ikke står bag det, vi gør, det vi tænker og føler. Når vi ikke er helt så determinerede og ikke er helt 'klare i spyttet', men måske bare stadig passer vores gøremål, som vi plejer, følger kalenderen og ugens rytme uden at være særligt bevidste og beslutsomme..... ja, så vandrer følelser og tanker afsted, uden fokus og retning og meget nemt påvirkelige. OG lige pludselig kører de deres eget løb og bliver overvældede af udefra kommende indtryk, som tager vores fokus og derfor også nemt energien. Og så bliver immunsystemet svækket........
Jeg behøver jo næppe fortsætte beskrivelsen af, hvor nemt vi så fanger en influenza, en omgangssyge, en forkølelse eller andet, som tvinger os til at ændre planer, sætte tempoet ned, lægge os eller hvad nu...
________________________________
Tro nu ikke, at det er 'for dårligt' at blive syg, eller at det er 'din egen skyld'. Slet ikke.
I virkeligheden er sygdom vores mulighed for at ændre rytme, skifte fokus, stoppe op og faktisk også at få renset ud. Feberen renser, brænder affaldsstoffer af, gør hovedrent, og selvom det er ubehageligt og kan gøre ondt i hele kroppen, er feberen vores ven!!!
Sygdom, feber og andre fysiske symptomer skal vi selvfølgelig tage os af og gøre noget ved.
Det er godt at lægge sig under dynen, at hvile ud, at tage sig af den stakkels krop. Det er godt med meget vand at drikke - også selvom man allerede drikker te og saftevand - og det kan være nødvendigt at tage et par Panodil'er eller tilsvarende for at kunne falde til ro.
Det væsentlige er faktisk at acceptere tingenes tilstand og give kroppen den omsorg, den har brug for, og den nødvendige pleje.
Ud over det plejemæssige kan man massere visse punkter og dermed optimere energisystemet og hjælpe det på vej i den rigtige retning. Man masserer fast og lidt hårdt. Det gør ikke noget, at det gør lidt ondt, men du skal ikke være for hård ved dig selv.
Massage af punkterne løfter energien i den tilhørende meridian og sætter således slub i helingsprocessen på forskellig vis. Du bestemmer selv rækkefølgen, men det er nemmere at huske punkterne, hvis du lærer dig selv en bestemt rækkefølge.
________________________________
Inden du starter, trækker du vejret dybt og siger til din krop, at du nu gerne vil hjælpe den på vej til bedring. Du kan endda sige til dit energisystem: "Jeg ...navn... er klar til at få det bedre og hjælper min krop".
Stå op, sid ned eller lig ned på ryggen, mens du selv masserer følgende punkter:
- Hele kraniekanten, altså fra bag øret over nakke til modsatte øre.
Her sidder et bånd af punkter, der gavner Centralmeridianen, som er den vigtigste af alle meridianerne. Ved at optimere energien i denne, får hele energisystemet et boost.
Følgende punkter sidder på begge kropshalvdele, så hvert punkt har en tvilling på modsatte kropshalvdel. - Et punkt under hvert øje (øverst på kinden) på kanten af øjenhulens nederste kant.
Dette punkt hører til Mavemeridianen og hjælper os til at kunne acceptere tingenes tilstand og tage det roligt. Samtidig gavner det bihulerne og alle andre hulrum inde i hovedet, så en evt. tilstoppet næse får mere luft. - Et punkt lige på kanten under nederste ribben på hver sidesøm (ca. i taljen).
Dette punkt hører til Levermeridianen og hjælper med udrensning. - Et punkt 5 cm højere oppe, 5 cm længere omme foran i en fordybning mellem ribbenene.
Dette punkt tilhører Miltmeridianen og booster dit immunforsvar. - Et punkt lige under kravebenet i fordybningen tæt ved brystbenet.
Dette punkt tilhører Nyremeridianen og gavner udrensning af affaldsstoffer i kroppen samt optimerer elektriske impulser imellem de to hjernehalvdele.
Se på billedet herunder, hvor punkterne sidder:
God fornøjelse og god bedring.