Som barn tænkte jeg ofte på, hvor ærgerligt det var, at det kun var mig, der kendte mine tanker. Ikke fordi de var specielt geniale, men rent principielt: Det er en ensom fornemmelse at være alene med alle sine oplevelser, alle sine tanker osv.
Jeg funderede endvidere over, at uanset hvor meget jeg fx fortalte til min mor om det, jeg gik og spekulerede over, ville hun jo aldrig kunne få det hele at vide, Så jeg måtte jo alligevel først som sidst slå mig til tåls med, at opgaven - at dele alting med andre – altid ville være umulig at løse på forhånd.
Ingen kan kende et andet menneskes tanker helt.
Vi må nødvendigvis erkende, at vi alene kender os selv.
Mennesket er faktisk alene. Både når vi fødes, når vi dør og her i mellemtiden, når vi oplever dette og hint, læser, registrerer og hvad vi ellers gør.
Det er på en måde en illusion at tro, at vi er fælles med alle de andre, fx vores familie, kolleger, venner, børn, mand, kone, forældre osv.
Vi er måske nok sammen med dem hver især i praksis, men energimæssigt, mentalt og følelsesmæssigt er vi adskilt.
Alene. Solo. Hvilket chok for et barn!
Da jeg havde fået børn, troede jeg i min naivitet igen, at jeg var ét med dem.
Men jeg kunne jo sagtens huske førstnævnte tanke fra min barndom, så det gik ret hurtigt op for mig, at alt var som altid: Jeg er alene. De er alene. Alle er alene.
Punktum. Dette er et livsvilkår.
Og det kan lyde vældig barskt. Men alligevel ikke......
Min forståelse af 'at være ét med andre' må rettes til.
Jeg er jo alene sammen med alle andre. De er jo også alene.
Så vi er fælles om livets vilkår 'at være alene', at gå på livets vej i sit eget spor ved siden af alle andre.
Hvis man formulerer 'Jeg er alene' på en anden måde, nemlig som 'Jeg står selv' og 'Jeg går selv' (men sammen med de andre), får det en helt anden betydning:
- Jeg er et selvstændigt væsen.
- Jeg lever sammen med andre selvstændige væsener.
At stå og gå alene kan måske ses som sårbarhed, men sandelig også som en styrke.
Når vi har accepteret det paradoks, at vi går alene og står alene, men ikke er alene, kan vi faktisk lettere være sammen med andre ligeværdigt.
Vi har alle til opgave at være en slags ’statister’ i hinandens 'skuespil' på livets scene.
Vores samspil og udveksling udgør et erfaringsgrundlag for os hver især.
Mine omgivelser er medspillere i mit liv. Og jeg i deres. Vi øver os i livet.
Vi har alle et ansvar:
At 'udføre' vore roller bedst muligt.
At være den bedste udgave af os selv både som søster, bror, datter, søn, kollega, far, mor, kone, ven osv.
Tilmed har vi til opgave at drage vore egne erfaringer af livets genvordigheder.
Og endelig: Vi vælger selv, hvordan vi responderer på den scene, vi oplever.
Hvis jeg fx er sur på min veninde, fordi hun har såret mig, gør jeg hende ansvarlig for mit ændrede humør.
Jeg glemmer, at mit humør er mit ansvar - uanset hendes opførsel eller handling.
Veninden er ganske vist ansvarlig for sine egne ord og handlinger overfor mig. Men hun kan ikke være ansvarlig for min reaktion derpå.
Det er faktisk helt og holdent mit eget bord.
Hun spiller rollen som 'udfordrer', og jeg jo har rollen som den, der responderer eller reagerer. Min reaktion er begrundet og farvet af min fortid og alle mine sår, men jeg har altid et valg.
Jeg kunne vælge at reagere anderledes i situationen.
Jeg kunne svare igen, blive sur, være stille, smile, råbe, græde og meget andet.
Hvad jeg gør, afhænger af, hvilken del af mig, der bestemmer min reaktion.
Er det mine følelser, min indre sårethed eller en anden del af mig, der bestemmer?
Jeg kunne vælge at se episoden i et overordnet perspektiv, at se det symbolsk og dernæst selv vælge min reaktion.
Det kan være svært i farten at vælge overordnet, men ikke desto mindre vil min reaktion være afgørende for det næste øjeblik og dermed 'skuespillets' drejning og forløb.
Vi må først og fremmest forstå livets spil. Derefter kan vi vælge.
Når vi forstår, at livets vilkår og spilleregler er ens for alle, kan vi nemmere hæve os over hverdagens scener og spil og komme frem til det, det egentlig handler om: •
- Hvad vil jeg bidrage med i denne verden?
- Hvad brænder jeg for at gå ud med?
- Hvor ligger min opgave til fællesskabet, til menneskeheden?
Når hverdagens udfordringer ikke længere tager min opmærksomhed, frigøres en masse energi og kraft til at skabe, til at sætte et spor, til at gøre sit og skabe en bedre verden.
Og så er vi ved livets kerne - at være noget for andre, at gøre noget for andre.
Når vi engang er ved at færdige med at leve dette liv, kan vi spørge os selv:
Fik du gjort noget for andre? Satte du et spor?
Elskede du?
Gik du den vej, der var din? Løste du opgaven?
Var det det hele værd?
Det vil være dejligt at kunne svare JA til det hele.... ikke...... :-)
