Så landede vi i 2022 – et år, som der skrives meget om mange steder, fordi der sker så meget astrologisk på mange måder og allerede nu.
Jeg er specielt optaget af, at Måneknuderne har skiftet tegn.
Måneknuderne har i 1½ år stået på Tvilling-Skytte-aksen med Den Nordlige Måneknude (fremtiden) i Tvilling og Den Sydlige Måneknude (fortiden) i Skytten, og nu den 23. december gik de så videre ind i Tyren/Skorpionen.
Måneknuderne er de to steder, hvor Jordens bane om Solen krydser Månens bane om Jorden.
Det er altså ikke himmellegemer som sådan, men skæringspunkter. De står overfor hinanden og forskydes langsom i løbet af 1½ år fra et tegn-par til det næste.
Måneknuderne har at gøre med vores fortid og vores fremtid. Derfor har de også med karma at gøre, altså vores handlinger i fortiden og disses indvirkning på fremtiden. Det er ikke det, der er sket eller vil ske, men min reaktion herpå.
I de kommende 1½ år frem til sommeren 2023 vil hele Jordens befolkning således blive udfordret af temaer fra Tyrens tegn som
- ’at blive næret af det, der er’,
- ’at se skønheden i alle ting’,
- ’at have øje for det konkrete her og nu’,
- ’at gøre en forskel i hverdagens praksis og ikke kun i teorien’
samt temaer fra Skorpionen som
- ’at værdsætte de skyggesider, vi selv og hver især har med os, og som gør os præcis så unikke, som vi er’,
- ’at erkende og favne vore egne dybeste følelser og længsel’
- ’at nedlægge ’våbnene’ og kamp eller konfrontation med andre og indse, at der i virkeligheden ikke er nogen vindere og tabere – vi er alle i samme båd’,
- ’at bruge vores energi konstruktivt og for en større sag i stedet for at kives og strides’.
Det er givet, at dette er nye toner i forhold til Tvilling-Skytte energien, vi har vænnet os til.
Her i den nye akse er langt flere følelser i spil (Skorpionen er et vandtegn) og mere konkret handling (Tyren er et jordtegn), og da Jupiter samtidig er gået ind i Fiskenes tegn (der også er vand), vil vi se meget mere vand i 2022. Vand er følelser, vand er vand, regn, stormfloder osv., så det kan blive vældig vådt.
Ser vi ud i verden, er der mange konflikter, mange uoverensstemmelser, mange begrænsninger af den enkeltes frihed på mange planer, og ovenstående temaer kan ikke umiddelbart forenes med det, vi ser.
Men som enkeltperson kan vi stadig gøre meget i vore eget liv:
- Vi kan sørge for at lade os nære af det gode, der også er – altid – et sted i kaos.
- Vi kan se det gode i andre, i os selv, i det, der sker – i stedet for at fokusere på fejl og mangler.
- Vi kan gøre alt, vi kan, for at skabe skønhed i vores nære omgivelser
- Vi kan acceptere og erkende vores egne dybeste følelser og skyggesider og favne dem.
- Vi kan prøve på at gøre alting så godt, vi kan…
Det bedste, vi kan gøre for verdens uro, er at bevare den indre ro, vores integritet, holde fast i os selv og vore egne værdier, være rolige trods omverdenens forvirring og ikke gå med på turbulensen og den panik, der nemt spredes.
Lad os nære af det nære. Lad os nære hinanden med det nære.
Send lys til alverden.
Send en solstråle til dem, du kender.
Se dig selv i strålende sollys og lad lyset skinne. Det er Skorpion og Tyr, når de er bedst……