Vinteren er over os - der er så smukt alle vegne med solskin og glitrende sne, som reflekterer lyset og beriger os. Solen strålende lys er livgivende og løfter os.
Energien fra Solen er ånden og kraften bag alt. Solen giver liv, opretholder liv, genopvækker den energi, der ligger i dvale vinteren over, som vi tydeligt ser i vintergækker og erantis, der pludselig skyder op og minder os om forårets komme - snart.
Det er ret fantastisk.
Men også Moder Jord giver liv.
Vi glemmer måske her i vintermånederne, hvor haverne og markerne på vore breddegrader ligger i dvale, at der foregår en masse processer, vi ikke ser, skjult i jorden. Moder Jords energi er til alle tider kreativ, skabende, en levende omsætning af solenergien til materie, altså til noget helt konkret.
Solen er ganske vist kraften bag, men det konkrete udtryk foregår her på Jord.
Vi mennesker inspireres på forskellig vis - af Solen og af hinanden - og omsætter til handling, til praksis, til et konkret udtryk, til form. Det er vores opgave, og det er meningen med mennesket - at sætte aftryk, at skabe, at gøre en forskel, at give ud.....
Kvaliteten af det, vi skaber eller udtrykker, afhænger imidlertid af vores bevidsthed. Mennesker gør mange ting på Jord, der ikke gavner, men vi gør også mange ting, der virkelig gavner både os selv og andre, Jorden og helheden.
Det er faktisk ret afgørende, hvilken hensigt der ligger bag vores handlinger, vores kreativitet.
Der er altså tre faktorer, der sådan set er til stede i alle ting og ligger til grund for alt i livet.
1. Kraften bag - initiativet - det, der får os til overhovedet at gøre noget
2. Kvaliteten - bevidsthed - selve indholdets karakter, det vi gerne vil bidrage med
3. Det konkrete udtryk - formen - hvad vi rent faktisk gør og hvordan vi gør det
Her om vinteren, hvor mange måske føler, at energien er lav og immunforsvaret lidt på hælene, kan man synes, at det er svært at finde kræfter til at gøre forskellige ting. Det ville faktisk være supergodt at kunne generere noget mere energi - men hvordan????
Gå ind i et samarbejde med Moder Jord og Solen
Vi kan uden videre få en masse energi fra Jorden og fra Solen. Det gavner os på alle måder og kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen, både for den fysiske krop, for vores livskvalitet, for vores skaberkraft og kreativitet. Det er meget enkelt:
« Gå en tur - kort eller lang - og for hvert skridt du tager, vær bevidst om at modtage energi fra Moder Jord op igennem dine fodsåler. Inde i Jordens centrum er ilden, præcis som Solens ild, blot skjult af jordens mange ydre lag.
« Lad også Solen skinne på dig og give lysende energi til hele dit energisystem.
« Se dig selv som 'centrum' i et 8-tal, hvor Solen er den ene øvre del og Jorden er den anden nedre del af 8-tallet. Du er den, der forbinder de to.
Brug vejrtrækningen til at tage imod og lad energien cirkulere og belive hele din krop.
« Er det svært for dig at komme ud at gå, kan du gå rundt indenfor med samme fremgangsmåde og samme hensigt - at indgå i et samarbejde med Solen og Jorden og tage imod fra dem med henblik på at give videre - udtrykke dig - skabe - finde på.
Rigtig god fornøjelse.